Georg Mohr-Konkurrencen og videregående matematikkonkurrencer

Ingeniøren, 27. juli 2005. Med tilladelse af Ingeniøren A/S:

Danske bronze-medaljer ved matematik-OL

Trine Reitz Bjerregaard

Danske gymnasieelever sikrede det bedste danske resultat ved matematik-OL i 12 år.

Mens de fleste danske gymnasieelever har slappet af under solen i sommerferien, har seks danske gymnasieelever kæmpet med 3. gradsligninger, komplekse tal og andre matematiske finurligheder ved International Mathematical Olympiad (IMO) på den mexicanske Yucatan-halvø.

Og fire af de seks kunne indtage plads på præmiepodiet, da det matematiske OL blev afsluttet sidste uge.

Med i alt fire bronzemedaljer sikrede de det bedst danske resultat i 12 år, og det næstbedste nogensinde i konkurrencen med elever fra knap 100 forskellige lande.

Det var de fire kloge hoveder Sune Prech Reeh fra Borupgaard Amtsgymnasium, Martin Wedel Jacobsen fra Virum Gymnasium, Eske Sparsø fra Gladsaxe Gymnasium og Morten Kjær Poulsen fra Marselisborg Gymnasium der sikrede Danmark den flotte placering i det 46. IMO.

Sammen med Mikkel Abrahamsen fra Odsherred og Dres Nors Andersen fra Brønderslev havde de allerede i januar kvalificeret sig til OL gennem deltagelse i den danske Georg Mohr- konkurrence.